Menu

1. udgave, 1. oplag - April 2016

Husk de ekstra udgifter

Den kloge grundkøber danner sig et overblik over de udgifter, der kommer oven i den rene købesum.

Skal der køres overskudsjord væk, er dette en omkostning, som typisk ikke er indeholdt i entreprisekontrakten. I stedet bliver der opkrævet ekstra betaling, ligesom levering af yderligere jord samt grubning ikke er indeholdt i en entrepriseaftale.

Før det første spadestik skal kommunen godkende projektet med en byggetilladelse. Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvor lang tid det tager at udstede en byggetilladelse. Ansøgning om byggetilladelse bør indgives af en professionel, f.eks. en bolig­advokat, der på forhånd har sat sig ind i alle regler og lokalplaner på området. Kommunen kan vælge at sende byggetilladelsen i høring hos naboer, specielt hvis byggeriet overskrider enten byggelinjer eller bebyggelsesprocent.

Ved meddelelse om byggetilladelse skal kommunen underrette om indholdet af en række bestemmelser i museumsloven. Et byggeri kan blive meget forsinket og fordyret, hvis arkæologer først skal undersøge, om der kan være arkæologiske fund af interesse for offentligheden. I værste fald kan sådanne fund helt forhindre byggeriet i at finde sted.

Før byggeriet sættes i gang, kan du derfor anmode det relevante kulturhistoriske museum om en udtalelse. Derefter tager museet stilling til, om byggeriet kan risikere at ødelægge væsentlige fortidsminder. Museet skal fremsende sin udtalelse senest 4 uger efter, at anmodningen er modtaget. Hvis det er nødvendigt at gennemføre større forundersøgelser af jorden, kan museets svarfrist forlænges til 6 uger.

Vær opmærksom på, at udgifterne til større forundersøgelser påligger den, der har bestilt undersøgelsen, dvs. køber.