1. udgave, 1. oplag - April 2016
For de fleste danskere er et huskøb livets største økonomiske investering. Købet binder i mange år frem og kræver derfor, at alle forhold kommer under lup, før der skrives under. Det gælder ikke mindst, hvis du ønsker at designe og bygge drømmehuset fra grunden af.
De fleste privatpersoners viden om at bygge et hus eller købe en grund er begrænset, og det kan være svært at gennemskue det juridiske og økonomiske fundament, huset gerne skulle hvile solidt på. Derfor denne lille bog.
Bogens formål
Bogen er skrevet til dig, der overvejer selv at være bygherre. Bogen erstatter ikke professionel hjælp, men er tænkt som en lille guide til de mange beslutninger, dokumenter og faldgruber, du skal være opmærksom på i byggeprocessen. Med denne bog i hånden og en god boligadvokat ved din side kan du trygt begive dig ud på den lange og kringlede vej mod byggeriet af dit drømmehus.
Sådan bruger du bogen
Bogen er opbygget, så du både kan følge byggeprocessens faser fra start til slut og/eller slå op på den del af processen, du ønsker at vide mere om.